Introduktion til routingprotokoller

Indlæg af Hanne Mølgaard Plasc

 

Statisk routing

Før internettet blev udbredt, blev statisk routingprotokol brugt. IP-adresserne, hvor data skal videresendes til, er allerede kodet af netværksadministratoren i rutetabellen. Ulempen med statisk routing var, at det ikke nemt kan reagere på flere netværk, fordi administratoren manuelt skal redigere routingstabellen først for at imødekomme ændringen.

Dynamisk routing

Næsten alle routere i verden bruger dynamisk routing til at videresende data. Routere er i en aktiv lyttetilstand til at registrere eventuelle ændringer i tilstødende routere. De opdaterer automatisk deres rutetabellen for at finde den bedste vej til at videresende data.

Afstandvektorprotokoller

Afstandsvektor er den første type dynamisk routing, hvor den finder den bedste vej baseret på antallet af humledata, der tages fra en router til en anden. Den bedste vej er den med det mindste antal humle. Eksempler på fjernvektorprotokoller er Routing Information Protocol (RIP) og Interface Gateway Routing Protocol (IGRP).

Link State Protocols

Linktilstand, i modsætning til afstandsvektor, betragter ikke den korteste sti som den bedste vej til videresendelse data. Det betragter forbindelseshastigheden, pålideligheden og trafikken mellem routere for at bestemme den bedste vej. Eksempler på link-state protokoller er Open Shortest Path First (OSPF) og Intermediate System-to-Intermediate System (IS-IS). En routingprotokol bestemmer, hvordan du bedst kan videresende data gennem forskellige routere på tværs af netværk. Det gælder metrics, såsom netværksdesign, pålidelighed, båndbredde og trafikbelastning, for at finde den bedst mulige vej.