WEP-sikkerhedsprotokoller

Indlæg af Hanne Mølgaard Plasc

  WEP var den første trådløse netværkssikkerhedsprotokol, der blev introduceret i 1999. WEP er blevet fulgt af Wi-Fi Protected Access (WPA). WEP-sikkerhedsprotokoller startede oprindeligt ved 64-bit kryptering, men blev udvidet til at omfatte 128- og 256-bit kryptering. WEP fungerer ved at kryptere datapakker, som de sendes via det trådløse netværk.

WEP 64-Bit

WEP 64-bit, også kendt som WEP 40, er den originale WEP-sikkerhedsprotokol. Denne version af WEP bruger en 40-bit nøgle til kryptering. Denne 40-bit nøgle kombineres med en initialiseringsvektor for at oprette den endelige nøgle. Initieringsvektoren tilvejebringer en identifikationschiffer, så de krypterede data kan dekrypteres, når den når sin destination. WEP 64-bit er nemt for hackere at bryde ind på grund af den korte nøglelængde.

WEP 128-Bit

WEP 128-bit er også kendt som WEP 104, da den bruger en 104-bit nøgle til at kryptere trådløse data. WEP 128-bit har højere sikkerhedseffektivitet end WEP 64-bit på grund af den længere nøgle. Jo længere nøglen er, desto mindre sandsynligt er det, at nogen af ​​dataene vil blive dupliceret i tilstrækkelige mængder til en hacker til at dekryptere dataene. WEP 128-bit kryptering kan blive revnet, hvis en hacker fanger tilstrækkelige datapakker fra det krypterede netværk.

WEP Plus

Agere Systems udviklede WEP Plus-sikkerhedsprotokollen, som eliminerer svage initialiseringsvektorer, så det bliver vanskeligere for en hacker til at bruge datakrypteringen til at bestemme datapakkeindhold. Hovedbegrænsningen for WEP Plus er både, at sendings- og modtagernetværket skal krypteres med WEP Plus, for at det kan være fuldt effektivt.